Kategoriarkiv: I byen

Hyggelig fridag fredag

Jeg havde arrangeret et møde med min nye elevansvarlige på Hvidovre imorges kl. 9, så jeg nåede at deltage i morgenkaffearrangementet i Jeppes børnehave og sludre lidt med personalet, børnene og nogle af de andre forældre. Efter mødet, (hvor min uddannelsesansvarlige glemte at møde op, og dermed brændte mig, 2 elevansvarlige og en ledende sekretær af!!!) kørte jeg gennem det smukke København, hvor jeg har boet i så mange år og ih hvor jeg nød at gense byen. Hentede min veninde og spiste dejlig brunch på Castro. Aldeles udmærket!

Ja og så er Nørrebrogade jo blevet bilfri. “Bilerne ud af byen” I ved. Altså… der kører stadig mange biler på gaden… men når det så er sagt, så er det da trods alt længe siden jeg har set Nørrebrogade være så tom for biler kl. 10.30 om formiddagen! Dejligt at snakke, brunche (det gør jeg ellers aldrig) og småshoppe lidt, inden jeg kørte hjem, og hentede børnene tidligt. Sådanne fredag kan jeg godt lide skulle du spørge fra nogen.

Intelligent revselse

Meget muligt det kun er kiksede forstadstyper, der går ind og ser Anders Matthesen (jo jo, det har jeg hørt) men jeg er heldigvis sådan en laid back Jeg ved hvem jeg er og hvad jeg kan lide 35-årig kvinde, der ikke er bange for at stå ved dét, eller falde ind i en bestemt gruppe for en enkelt aftens skyld. Desuden er man jo altså vokset op i hhv. Vangede og Skovlunde, såh…

Men det var godt. Det gav et sus i maven, da han kom ind, og bruset fra salen viste, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan. Han spiddede os, som vanligt vi blegfede danskere, og jeg synes godt om hans pointe med at vi bør tænke selv, fremfor at opføre os som dumme får. Synes det er det sjoveste, når han hopper ind i en rolle, hvad enten han spiller Retardo Gert, der arbejde for kommunen, kønsløs (handicappet) køddynge, egern, panfløjtespiller fra Strøget osv. Han er skarp i sine betragtninger og i sine udmeldinger. Jeg kan godt lide, at han får mig til at tænke. Oj oj… da han snakkede om, hvordan man skal gøre for at efterligne en elefant bedst muligt, og især hvordan man ikke ligner en elefant, skreg jeg højt. Så rammende! Vi har lige oppe i sommerhuset, leget En elefant kom marcherende…  Og han har jo ret!

En dejlig aften med nogle venner. Vi hoppede bagefter hurtigt ind i vores bil og kørte hjem. Vi skal nemlig udnytte tiden og få lidt fra hånden, mens vi kan.

On Broadway…

Mødtes med dejlig veninde igår efter arbejde. Cruisede, småshoppede og spiste billigt og forbavsende godt her. 59,- kr for 3 retter, så kan man da ikke forlange særlig meget hva’? Men vi fik venlig betjening, varme, sprøde falafler, stor krydret portion til hovedret, og fin lille pandekage med is til dessert. Forbavsende udmærket skulle jeg hilse at sige. At tjeneren så var for tyk til sin skjorte… så den gabte, det var kun sjovt. Fik sludret rart, velvidende at manden var hjemme hos babyerne, og hyggede alene og godt med dem, så kunne jeg nyde en dejlig eftermiddag og godt selskab.

Skøøønt

Intet mindre end skønt! Kørte til city i min egen bil, da jeg fik fri kl. 14.30. Vinduerne var rullet ned, der var god musik i radionen. Sidste dag på den uheldige afdeling er overstået. På tirsdag starter jeg på en frisk på en anden afd. København var smuk i solen, masser af sommerglade mennesker, der nød bylivet. Jeg fandt let parkering, betalte med glæde for at få lov at køre bilen ind i byen, og så tullede jeg lidt omkring, indtil jeg skulle mødes med manden. Maden var lige så lækker som de to andre gange jeg har spist her. Især uden for “myldretiden” er der rart!

Vi sad lidt nede ved søerne, da vi havde spist. Dejligt, men varmt i solen, og lidt efter kørte vi så hjem til vores dejlige børn, farmor der ventede i haven. Sikken dog en dejlig måde at starte pinseferien på!