Nå… spændende om man stadig har et job sidst på måneden?! Vores leder vil mellem d. 21 og 28 i denne måned informere de medarbejdere, der skal fyres, skæres i tid, omstruktureres eller hvad de nu skal. Afdelingen, ja hele hospitalet skal spare – igen. Mon de fyrer mig? Mit vikariat løber til 3. januar – derefter ved jeg ikke hvilken stilling jeg skal have. Men jeg ved, at jeg er fastansat i afdelingen på samme vilkår som de øvrige. Heldigvis. Men jeg tænker:

• Jeg har været på samme hospital i mere end 10 år, jeg har dermed 6 mdrs. opsigelse med løn. Det sparer man altså ikke rigtig så meget ved i år, hvis de vælger mig.
• Jeg er under uddannelse og det er jeg først færdig med engang i maj. Fyrer hospitalet én, de har postet mange mange tusind kroner i?
• Jeg har vist jeg gerne vil mere og andet, end trivielt rutinearbejde ved at takke nej til den stilling de egentlig havde tiltænkt mig, og bede om én der var mere udfordrende som overlægesekretær.
• Jeg passer mit job, er ansvarsfuld og sjældent syg.
• Jeg er fleksibel. De gange de har bedt mig forlade min pind, for at varetage en anden stilling pga. sygdom har jeg gjort det med fornøjelse uden protester. Jeg kan jo godt lide variationen.

Jeg synes dermed ikke at jeg er det mest oplagte valg. Men, er det så den enlig mor med to børn? Eller hende med den handicappede søn, hvis økonomi er temmelig stram? Eller den søde, pligtopfyldende kollega? Hvem skal man vælge? Godt jeg ikke er chef siger jeg bare! Om jeg har en plan hvis de fyrer mig? Nej… finde noget andet tænker jeg.

Nu har jeg været ansat i afdelingen i 3 mdr. Jeg er virkelig glad for det! Overlægen som jeg arbejder for er mægtig flink. Han er fantastisk dygtig. De andre læger kommer ind til ham, for at spørge ham til råds og de ringer efter ham, når operationerne driller. Jeg kan godt forstå at hende jeg afløser for holder af ham. Altid venlig og altid klar til at svare på mine spørgsmål. Og jeg har mange. Helt egoistisk har jeg jo taget den stilling, for at blive dygtig. Jeg arbejder der med nogle databaser, som jeg ikke har mulighed for at stifte bekendtskab med ellers og det gynækologiske speciale er utroligt spændende. Sikke meget man kan fejle. Det er ikke hver dag, men næsten dagligt, at jeg sætter pris på at tingene hos mig fungerer som de skal. Hold op hvor er der mange kvinder der har problemer. Bløder 3 uger i træk, når de menstruerer. Evig kløe. Vågner 3-4 gange om natten badet i sved, tisser i bukserne, lugter, ufrivillig luftafgang per vaginam osv. Helt utroligt, hvad man kan fejle. Så jo, jeg er glad for hver dag der går, hvor jeg er rask gynækologisk.

Sekretariatet, hvori mit kontor ligger er stort. En mindre hovedbanegård. Sekretærerne er søde nok, om end jeg ikke har så meget tilfælles med dem. De ser vild med dans, går op i de kendte og de kongeliges liv og færden, læser BT og Billedbladet og ja, det gør jeg ikke. Aner tit ikke hvem det er de taler om, men det dør man jo heller ikke af. Men de er samtidig meget forskellige og jeg kan finde noget i dem alle jeg holder af. Den ene er sprudlende jysk og charmerende ligefrem, den anden mere stille og meget hjælpsom, den 3. yderst venlig og imødekommende, den 4. sjov og ligetil og om den sidste tænker jeg mindst en gang om dagen, at jeg ville ønske jeg var mere ligesom hende – så dejlig er hun. Typen man har lyst til at tage med hjem i lommen. Joh, jeg befinder mig udmærket.

Selve arbejdet er meget alsidigt. Jeg kommer når det passer mig og går når det passer mig (og det passer mig godt – sådan skal mit fremtidige job da vist være) inden for rimelighedens grænser. Ser hvad der er lagt på mit bord i nattens løb, ser på journalerne og ser hvad jeg skal gøre ved dem. Måske ligger der noget jeg skal skrive. Lægen har ambulatorium én dag om ugen og når det er færdigt, får jeg en kæmpe stak ud med journaler med bånd i, der skal skrives. Det er der nogle sekretærer der gør hele dagen, i det job er det kun en del af arbejdet. Så skal alle mikroskopisvarene sorteres. Jeg finder journaler frem og fordeler dem ud til de respektive læger der skal se dem. Mikroskopisvarene kommer, fordi de sender prøver til patologerne, når patienterne opereres eller får taget prøver. Lægen skal se svaret for at se om det er malignt eller ej og i det hele taget for at kunne diagnosticere. Jeg får siden de journaler tilbage og skal så sørge for at patienterne får svaret. Nogle gange dikterer lægen et brev, andre gange sender jeg selv noget ud.
Så ringer telefonen. En patient skal have flyttet en tid… eller har spørgsmål til noget eller vil have kopi af sin journal. Så skal jeg booke en operation til en patient og sende relevant informationsmateriale til hende. Hvis alle bunker er væk, er det tid til at registrere en masse til en særlig database, som min læge har ansvaret for. Det er lidt svært at holde styr på de ofte mange forløb, hvilke diagnoser der hører til hvad, så det kræver koncentration og ro, hvis det skal være korrekt og det skal det. Jeg er bundet af at nogle ting skal gøre hurtigt, men kan stort set vælge hvad jeg lige vil lave i det pågældende øjeblik. Jeg har stort vindue med udsigt til en lille gård og jeg kan se en bid af himlen.

Lægen er som sagt virkelig rar, så joh… jeg er rigtig glad for at jeg valgte dette job! Øhm ja. Og så har hende der er elevansvarlig sagt, at hun ikke orker det i næste omgang. Og der sad man til mødet og ingen ville påtage sig opgaven. Så nu skal vi ikke have elev næste ombæring. Så bliver der uddannet en elev mindre til faget, som eller nok kunne bruge flere hænder!
Æhm… så nu skal jeg være elevansvarlig fra 1. marts. Hm hm… Typisk mig. “Men ingen andre ville, så må jeg jo!” Nej! Det må jeg jo ikke nødvendigvis! Men nu har jeg påtaget mig opgaven. Kan åbenbart ikke få udfordringer nok?!? Men jeg tænker at jeg også lærer noget af det. Kryds fingre for at vi får en sød og dygtig elev! Det var hermed en lille opdatering efter 3 mdr. i jobbet.

Jeg er virkelig glad for mit nye arbejde. Jeg er nu ikke elev længere, men når jeg stresser over (endnu ikke) at være den bedste, husker chefen mig på, at jeg jo er ny i jobbet. Ja, jeg er virkelig ikke god til ikke at være god. Men idag var første dag, hvor jeg virkelig kunne mærke bedring. Eller hvad man skal kalde det, når volapyk bliver til sammenhænge. Har jeg fortalt (nok) om det nye arbejde? Det virkelig spændende. Jeg vil gerne fortælle mere, men gider ikke hvis jeg har sagt en masse allerede.  Hver dag har jeg kameraet med derud, men endnu har jeg ikke haft mulighed for at tage fotos. Hehe… de skulle jo nødig tro jeg er sådan en fotofreak. Hvis ellers nogen skulle have interesse, vender jeg tilbage med billeder og spændende detaljer om mine nye opgaver – nu som udlært sekretær.